News
  Svenningsens.com > News
Schell rotorklipper til stort boligselskab
3. maj 2004
Fuldhydraulisk klipper til stort boligselskab

Rotorklipper med klippekvalitet tæt på en cylinderklipper. Sådan beskrives Schell fuldhydrauliske græsklipper med uafhængige klippeled.

Boligselskabet AKB i Avedøre Stationsby har indkøbt en Schell rotorklipper sammen med en Holder MultiPark til græsklipning på de store græsarealer på boligselskabets område.

Schell-klipperen er ny på det danske marked, men det er et gennemprøvet kvalitetsprodukt fra den tyske fabrik, som har specialiseret sig i produktion af klippere. Svenningsens har fået agenturet for den tyske producent, som i øvrigt samarbejder med Holder-fabrikken.

For ejendomsfunktionær Johnny Lyhne, AKB var det afgørende, at klipperen er fuldhydraulisk.

- Jeg har set klipperen i Holland, og jeg synes, den så ret fornuftig ud. Vi er trætte af remme, som bliver slidt og knækker, så det var afgørende, at den er med direkte hydraulisk drift. Jeg har arbejdet med græsklipning i snart 20 år, og denne maskine klipper rigtigt flot.

- Når sidefløjene slås op, fylder den ikke mere end redskabsbæreren, og samtidig er der mulighed for at slå hele klipperen op til lodret, så den er meget let at rengøre. Holder redskabsbæreren er også meget velegnet til vores arbejde bl.a. fordi den kan køre ekstremt langsomt, og samtidig gør knækstyringen den meget let at manøvrere. Det betyder, at vi kan køre helt tæt på eksempelvis små træer uden at beskadige dem, siger Johnny Lyhne.

Redskabsbæreren er en Holder MultiPark C 2.42D med center-styring. Schell klipperen har en arbejdsbredde på 2,40 meter, og der ud over blev der leveret en GMR/Stensballe fejemaskine med maskinen.

- Vi valgte redskabsbæreren med klipper i konkurrence med specialiserede græsklippere, fordi vi kan bruge redskabsbæreren til andre formål end græsklipning. Den indgår i snerydning, renholdelse og øvrige opgaver, fortæller Johnny Lyhne.

Schell-klipperen kan leveres henholdsvis som bioklipper og med bagudkast med en arbejdsbredde op til 4,20 meter. Klipperen er opbygget med fleksible og uafhængige led på samme måde som en cylinderklipper, så den følger terræn.

Billedtekst:
Ejendomsfunktionær Johnny Lyhne, AKB Avedøre Stationsby og salgskonsulent Lars Pedersen, Svenningsens ved overdragelsen af Holder redskabsbæreren med en fuldhydraulisk rotorklipper.
 

KubotaRansomesJacobsenE-Z-GOWiedenmannHolderBobcat